I gode tider er forklaringen, at chaufførerne har travlt. Nu er det så, at de er bange for at miste jobbet.
Truckerne har mange undskyldninger for at køre langt ud over køretidsbestemmelserne.
Seneste er det blevet afsløret, at lastbilchauffører kører op imod 20 timer i træk.
Derfor er der behov for bedre kontrol med området, mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen, der vil stille forslag om, at de såkaldte førerkort bliver gjort personlige, så de ikke kan sælges på det sorte marked.
"Det er simpelthen ikke acceptabelt, at chaufførerne kører helt op imod 20 timer i træk. Derfor vil jeg over for justits- og transportministrene til at tage spørgsmålet op," siger han til Newspaq.
Også Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg er fortørnet over, at vi endnu engang skal høre om chauffører, der udsætter andre trafikanter for fare.
Han kalder derfor på handling fra arbejdsmarkedets parter.
"Arbejdsgiverforeningen har en forpligtigelse til at fortælle medlemmerne, at lovgivningen skal overholdes. Fagforbund har også en forpligtigelse til at fortælle medlemmerne, at de er nødt til at være solidariske og overholde reglerne," lyder det Vibjerg.
Fra Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) lyder der skepsis over for yderligere kontrol med erhvervet.
"Der er utrolig meget kontrol allerede i dag. Men vi medgiver, at der er behov for hele tiden at oplyse vores medlemmer om de gældende regler," siger branchedirektør Anne Windfeldt Trolle til Newspaq.
Trolle vil, "selvom der er rådne æble i branchen", ikke løfte pegefingeren over for sine medlemmer.
Hun fremhæver, at ATL netop har udsendt en folder, der forklarer chaufførerne og deres chefer, hvordan de skal forholde sig.
I dag kan lastbilchauffører, der bliver taget i snyd miste retten til at køre lastbil. Vognmænd kan få bøder i hundredetusinde kroners klassen.