Det blev lidt af en langgaber, da Barcelona gæstede Milan i den første kvartfinalekamp.
Men på Camp Nou var det en helt anden sag, da Barcelona og Milan gav den gas i returkampen.
Og der skulle kun gå knap ti minutter, så havde verdens bedste fodboldspiller sat et kæmpe aftryk på kampen.
Efter et angreb, der var tæt på at kikse, fik Milan fumlet sig til et dumt straffespark, da troldmanden Lionel Messi blev nedlagt.
Det var den argentinske spirrevip, der tog sig af straffesparket. Målmand Abbiati valgte den rigtige side, men Messi fik placeret bolden helt ude ved stolpen.
Men Milan skulle vise sig at drille det sejrsvante hjemmehold.
Barcelona fortsatte med at dominere kampen, hvor Milan mange forsøgte sig med lange bolde, der nemt kunne cleares af hjemmeholdets fire forsvarsspillere.
Men det skulle blive gæsterne, der fik jubelen til at forstumme på Camp Nou efter 33 minutter.
I første halvlegs bedst gennemspillede angreb kunne den tidligere Barcelona-stjerne Zlatan Ibrahimovic flot spille Antonio Nocerino fri.
Den lille italiener svigtede ikke og sendte på det tidspunkt af kampen italienerne i semifinalen.
Derefter kom Milan langt bedre med i kampen, men igen kunne italienerne græmme sig over en gevaldig brøler i forsvaret.
Bundrutinerede Nesta valgte efter 41 minutter i en nogenlunde ufarlig situation at holde en Barcelona-spiller i trøjen.
Gult kort og straffe. Og hvem andre end Messi til at score med et iskoldt spark i modsatte side. 2-1 Barcelona ved pausen.
I anden halvleg måtte hjemmeholdets fans holde vejret få sekunder efter start-fløjtet. Milan kom lynhurtigt ud af startboksen og Zlatan Ibrahimovic blev nedlagt i feltet. Dommerens fløjte blev dog ikke fyldt med luft.
Det blev dog igen Barcelona, der kunne juble. Heldigt fik Iniesta bolden med sig efter en tackling og kunne i det 54. minut let sparke bolden i mål.
Efter målet faldt tempoet, Barcelona dominerede og Milan begyndte at opgive ævred.
Adriano brændte med få minutter igen en kæmpechance, men det blev ved de fire mål og en fortjent hjemmesejr.