Alfa Romeo-kørerne Kimi Räikkönen og Antonio Giovinazzi forbrød sig mod reglerne i starten af det tyske Formel 1-grandprix søndag, og det giver ekstra VM-point til blandt andre Haas-danskeren Kevin Magnussen.
De to Alfa Romeo-kørere har fået 30 sekunders tidsstraf hver efter løbet på grund af en teknisk fejl angående bilernes kobling, oplyser formula1.com. Fejlen bliver sammenligner med at tyvstarte, hvilket altså udløser straffen på det halve minut.
Det betyder, at Magnussen rykker fra tiende- til ottendepladsen.
Räikkönen og Giovinazzi sluttede ellers løbet som henholdsvis nummer syv og otte, men er med tidsstraffen røget ud af top-10.
Dermed får Magnussen med ottendepladsen fire point til VM-stillingen i stedet for det ene, han ellers sikrede sig. Danskeren har nu 18.
Teamkammerat Romain Grosjean rykkes frem på syvendepladsen og indkasserer seks point, hvilket firedobler franskmandens hidtidige høst.
Max Verstappen (Red Bull) vandt søndagens løb, der var præget af regn og masser af drama.
Blandt andet udgik hele syv biler - heriblandt Valtteri Bottas, Charles Leclerc og Daniel Ricciardo - ligesom der flere gange måtte en safety car på banen i forbindelse med uheld.
21-årige Verstappen vandt foran Sebastian Vettel (Ferrari), der på imponerende vis kæmpede sig op på andenpladsen efter at have startet bagest, og Daniil Kvyat (Toro Rosso).
Lewis Hamilton sluttede løbet som nummer 11, men ender efter straffen til Alfa Romeo som nummer ni, hvilket giver briten to point. Hamilton fører VM-stillingen med 225 point.
/ritzau/