Ritzau
Opdateret kl. 11:35
En større strømafbrydelse ramte onsdag morgen store dele af København. Det forstyrrede S-togtrafikken samt selvfølgelig mange menneskers morgenrutiner.
- Strømmen er tilbage. Og det var den klokken 09:35. Strømsvigtet ramte 75.000 mennesker hovedsageligt på Østerbro og Nørrebro.
- Så vidt jeg er informeret, så er der tale om en højspændingsfejl i en transformatorstation. Det er heldigvis meget sjældent, at det sker, siger Ulrik Frøhlke, presserådgiver ved Radius Elnet, der distribuerer el i København.
Ifølge flere kilder var strømmen gået på Østerbro omkring Trianglen og på Nørrebro.
- Der er et større strømsvigt i København, hvilke gør, at blandt andet lyskryds er gået ud. Kør forsigtigt og lyt til Kbh. radio for opdatering, skrev Københavns Politi på det sociale medier Twitter klokken halv ti.
Radius skriver på sin hjemmeside, at der er strøm mere end 99,995 procent af tiden.
Klokken tyve minutter i ti skrev Københavns Politi på Twitter:
- Ser ud til strømmen er på vej retur i København. En større teknisk fejl var årsagen.
Hos DSB har strømafbrydelsen spillet kispus med S-togene.
De kører for de fleste linjers vedkommende med 20-minutters drift, hvilket betyder, at der kører markant færre end normalt.
- Det kommer til at fortsætte til et stykke efter klokken 11. Strømmen er tilbage, men rent logistisk skal vi ligesom have kørt hele systemet i bund, inden vi kan starte normal drift igen, siger en talsmand fra DSB's presseafdeling.
/ritzau/