Misbruget af ulovlig afgiftsfri diesel stiger.
Det er især maskinstationer og landbruget, der med udsigten til at kunne spare mindst tre kroner per liter dieselolie fristes til at bruge farvet olie. Det viser en kontrolaktion, som Skat har lavet, skriver Jyllands-Posten.
Farvet dieselolie skal der ikke betales afgift af, men den må i landbruget kun bruges til produktion af varme og til traktorer, mejetærskere og andre redskaber.
Alligevel har Skat også fundet den i personbiler, varebiler og lastbiler hos hver tredje virksomhed, de har besøgt.
Det betyder, at omfanget af snyd er steget siden en lignende kontrolaktion i juni i år. Da blev der fusket med dieselolien hos hver fjerde virksomhed.