Stormen 'Bodil' gør langsomt men sikkert sit indtog over Danmark. Den er spået til at blive mindst ligeså voldsom som oktober-udgaven 'Allan', og derfor tør forsikringsselskaberne ikke sidde advarslerne overhørig.
Går alt, som det plejer, varer det nemlig ikke længe, før selskabernes telefoner begynder at gløde, og det har fået flere til at tage sine forholdsregler.
Et af dem er forsikringsselskabet Alm. Brand. Her er der indkaldt ekstra mandskab til at håndtere den usædvanlige vejrsituation.
- Vi har kaldt 20 mand ind, der vil sidde klar ved telefonerne frem til klokken 20 i aften og måske længere. I morgen tidlig klokken 7 har vi 60 siddende klar, siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen og fortæller, at der desuden arbejdes på at skaffe endnu mere mandskab.
Også hos forsikringsselskabet Codan tager man sine forholdsregler. PR-manager, Mads Houe, forklarer:
- Vi har en hel beredskabsplan, der træder i kraft, når vejret viser sig fra sin værste side. Udover ekstra mandskab på telefonerne, sørger vi for, at vores samarbejdspartnere i skadefirmaerne, taxatorerne og bygningsinspektørerne, har ryddet deres kalendere, så de er klar til at håndtere de skader, stormen måtte give, siger han til Newspaq.
Mads Houe har ikke de præcise tal for den ekstra bemanding, men forsikrer, at den er stor nok til, at ventetiderne på telefonen ikke burde afvige særligt fra hverdagen hos Codan.
Ifølge skadedirektør i Alm. Brand., Brian Wahl Olsen, var oktoberstormen skyld i cirka 25.000 skader. Typisk anlægges en fjerdedel i det første døgn, og her, mere end en måned efter stormen 'Allan', modtager Alm. Brand stadig omkring 100 skader dagligt.
'Bodil' er allerede gået i land på den jyske vestkyst. Stormen ventes at ramme hovedstadsområdet omkring klokken 18 torsdag aften.
Newspaq