Når man spiller VM-bold for det danske landshold som 18-årig og samtidig gør det godt i traditionsrige Ajax Amsterdam, er der ikke noget at sige til, at udenlandske klubber spærrer øjnene op.
Da Danmark onsdag spillede venskabskamp mod et tysk landshold bestående af reservespillere og enkelte nykårede VM-bronzevindere, var flere storklubber ifølge sporten.dk på plads for at følge Christian Eriksen.
Ifølge hjemmesiden kunne man finde repræsentanter fra store klubber som Barcelona, Chelsea og Arsenal på tribunen. Og interessen for det danske stjernefrø er næppe blevet mindre efter en landskamp, hvor han trods sin unge alder var blandt danskernes bedste fra sin position på Jon Dahl Tomassons gamle plads.
Opmærksomheden fra nogle af fodboldverdenens ypperste klubber tager Christian Eriksen dog med ro.
"Det har jeg det fint nok med. Jeg ved også, at der var noget interesse, inden jeg skrev under på en ny kontrakt med Ajax, men ellers er det ikke noget, jeg lægger mærke til som sådan," siger han til hjemmesiden.
Opmærksomheden omkring det unge talent er kun seneste eksempel på europæiske storklubber, der holder godt øje med danske landsholdsspillere for tiden. Torsdag blev det officielt bekræftet, at midtbaneslideren Christian Poulsen er ny mand i Daniel Agggers Liverpool.