Et ung alsisk storkepar har nu kastet sig over forældregerningen.
Parret, som slog sig ned på Als for en uges tid siden, ruger nemlig på storkeæg - for første gang siden 1954. Det vækker glæde i foreningen storkene.dk, som arbejder for flere storke i den danske natur.
- Det er stort, når sådan noget sker for første gang i 50 år, at vi forhåbentlig får storkeunger på Als igen, siger Jess Frederiksen fra storkene.dk.
Det var storkeredeejeren Torsten Boyesen, der tirsdag kunne berette om æggene i reden. Men for ham og hans familie kan storkefamilien blive mere end bare et nydeligt syn. Storkeparret kan nemlig få brug for en del assistance, fortæller Jess Frederiksen.
- Et ældre storkepar vil kunne vurdere om området kan brødføde storkeungerne. Et ungt storkepar - og det er det her par helt sikkert - de har slået sig ned et sted, hvor jeg er bange for, at der ikke helt er mad nok, siger han.
Storkeunger er tidligere døde af underernæring i Danmark, som følge af, at der ikke var føde nok i området. For kun to år siden mistede et ung storkepar i Skærbæk i Sønderjylland alle deres unger. Den situation vil Jess Frederiksen gøre alt for at undgå.
Derfor skal storkene.dk onsdag besigtige området for at afgøre om storkefamilien har brug for en hjælpende hånd. Og er der ikke mad nok i den omkringliggende natur til at brødføde de glubske storkeunger, så leverer de en "nødhjælpspakke".
- Så leverer vi en fryser til familien, og den indeholder alt det mad som storkene og deres unger har brug for. Der kan være fisk, muslinger og andre fødeemner, som er gode til storke, siger Jess Frederiksen og tilføjer, at storkefryseren ikke indeholder frøer.
Hvis alt går vel, kan alsingerne forvente storkeunger til Sankt Hans.
/ritzau/