Storbritannien har indgået en aftale med det danske selskab Bavarian Nordic om købet af 20.000 vacciner mod kopper
Det oplyser britiske sundhedsmyndigheder torsdag ifølge Reuters.
Leveringen af koppevaccinen sker med henblik på at sikre tilstrækkelige forsyninger til at imødekomme landets behov for vaccination af personer, der er i risikogruppen for at blive smittet med abekopper.
Indkøbet er blevet foretaget, efter at et mindre udbrud af virusset er blevet registreret inden for landets grænser. Onsdag havde man således registreret 71 tilfælde i landet. Det skrev AFP.
Abekopper er en virussygdom. Den kan blandt andet give feber og udslæt med hvide blærer.
Den seneste tid har den spredt sig over de europæiske grænser. I Danmark er der indtil videre bekræftet to tilfælde.
I Europa er den danske vaccine kun godkendt til at bekæmpe kopper. Flere steder vil man dog også bruge den mod abekopper.
Foreløbig er Bavarian Nordics vaccine kun godkendt til brug mod abekopper af de amerikanske og de canadiske myndigheder. Og indtil nu var det kun USA, som havde købt selskabets vaccine til at beskytte sig mod abekopper.
Herhjemme har Sundhedsstyrelsen meddelt, at også den agter at bruge vaccinen til formålet. Man vil tilbyde vaccinen til personer, der har været i nær kontakt til smittede.
Tirsdag oplyste Bavarian Nordic, at man planlægger at søge om godkendelse til, at vaccinen må bruges mod abekopper i hele EU.
Onsdag løftede Bavarian Nordic sløret for en ny aftale om levering af vacciner. Aftalen var blevet indgået med et unavngivet land. Det er uvist, om der var tale om Storbritannien.
I meddelelsen skrev det danske selskab desuden, at man var i dialog med flere andre lande om levering af vaccinen.
Vaccinen har produktnavnet Imvanex.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.