Et mesterskab, en efterårssæson som ubesejret og fornemt besøg fra nogle af fodboldens største stjerner.
Det er blandt andet, hvad fodboldklubben FC København i år har sikret aktionærerne i Parken Sport & Entertainment, der ejer de hvidblusede fra hovedstaden.
Alligevel ser storaktionæren Erik Skjærbæk gerne af med fodboldklubben. Det viser et strategioplæg, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.
"Som investor kan jeg ikke lide, at afkastet af min investering primært afgøres af en eller flere fodboldkampe. Det er ikke en sund investering. Risikoen er for høj. Det er gambling, og resultatet ligger uden for egen kontrol," står der blandt andet i oplægget.
Måske derfor forlød det for nyligt, at Chelseas russiske oliemilliardær Roman Abrahamovic var ved at overtage klubben. Men det afviste Erik Skjærbæk på daværende tidspunkt.
"Investeringen i fodbold er ikke noget for mig. Jeg føler mig ikke tryg ved, at jeg ikke selv personligt kan gøre en forskel," skriver han ellers i strategi-oplægget ifølge Jyllands-Posten.
Hverken Erik Skjærbæk eller bestyrelsesformanden for Parken Sport & Entertainment har kommenteret overfor morgenavisen.
Kilde: Jyllands-Posten