Det kan blive svært at få fat i en taxa i Svendborg de kommende dage.
I nat valgte chauffører fra Svendborg Taxa nemlig at gå i strejke på grund af udsigten til at gå ned i løn.
Chaufførerne er utilfredse med, at de skal flyttes til en anden overenskomst, som de mener stiller dem væsentligt dårligere, end de har det nu. Og der kan blive tale om en lang strejke, fastslår næstformand i Svendborgs chaufførklub, Frank Kløver Jørgensen.
"Det er der ingen, der kan spå om, men vi er åbne for forhandlinger, så de kan bare komme. Men det kan blive langvarigt, for vi står fast," siger Frank Kløver Jørgensen til P4 Fyn.
Han opfordrer ledelsen til at komme med et forhandlingsudspil.
Taxa-vognmand Søren Madsen, Svendborg, står udenfor Svendborg Taxas Arbejdsgiverforening, fordi han i fredags tegnede en ny overenskomst, der medfører, at hans chauffører får ordnede forhold. Derfor bliver hans fire vogne ikke en del af konflikten, oplyser han i en pressemeddelelse.