En lille norsk pige blev torsdag morgen bortført fra en børnehave på Cypern, men er nu genforenet med sin far. Det oplyser hans advokat.
Faren har gennem advokaten oplyst, at både han og datteren har det godt.
Torsdag morgen oplyste politiet på middelhavsøen, at pigen var bortført fra en børnehave i hovedstaden Nicosia omkring klokken 7.45.
Ifølge politiet bortførte to maskerede mænd den treårige pige kort efter, at hendes mor havde afleveret hende i børnehaven.
Flere ansatte forsøgte forgæves at stoppe de to mænd, der stak af fra stedet i en Range Rover uden nummerplader.
Specialafdelinger i det cypriotiske politi leder fortsat efter bilen.
Det norske kriminalpoliti, Kripos, blev informeret om bortførelsen torsdag morgen og bistår politiet på Cypern med efterforskningen.
- Vi er nu blevet informeret via Interpol om, at en pige på knap fire år er blevet kidnappet i Nicosia, udtalte presseansvarlig Ida Dahl Nilssen til norsk TV2.
Det er endnu uvist, hvem der står bag. Men norsk politi har tidligere efterforsket pigens far, som de har mistænkt for at ville bortføre den lille pige.
Pigens mor havde tidligere taget hende med fra Norge til Cypern.
/ritzau/NTB