For ni dage siden blev han efterlyst på landsdækkende tv. Han har prydet avisernes forsider. Og politiet har modtaget 15 henvendelser i sagen.
Men stadig er den 40-årige storsvindler, Henrik Madsen, pist forsvundet på tredje måned.
"Vi har kigget på alle 15 henvendelser, som vi fik efter henvendelse i pressen, men de har ikke bragt os videre. De gik alle på, at Henrik Madsen var set forskellige steder i landet, men da vi fik tjekket op på det, var det ikke ham," siger vicepolitiinspektør Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi, som leder efterforskningen.
Og intet tyder på, at politiet er kommet spor nærmere på mysteriet om den forsvundne storsvindler i millionklassen, som trods sin homoseksualitet har to børn.
"Vi ved endnu ikke, hvad der er op og ned i den her sag," lyder det fra efterforskningslederen.
Ifølge Ekstra Bladet, som har omtalt ham "Bøsse-gangsteren" på sin forside, mener hans partner, Bo, at han er smuttet til Afrika med en masse penge. Han er nemlig gået under jorden før. Men det virker ikke helt sandsynligt, lyder det fra politiet.
"Han kan jo have valgt et liv et andet sted, men der er ikke noget, der specielt peger i retning af Afrika i vores efterforskning indtil nu. Han kan også have været udsat for en forbrydelse. Men vi ved ikke, hvad der er sket," siger Søren Ravn, som betegner sagen som "atypisk", fordi han har været væk i tre måneder.
Nettet var begyndt at strammes om Henrik Madsen, da han forsvandt. Ifølge eb.dk boede han sammen med Bo i en kæmpe lejlighed til den voldsomme lejesum af 47.000 kroner om måneden. De ejer også to store luksusbiler og en stor båd.
Men der kørte en stor ankesag i Østre Landsret mod Henrik Madsen, som drejede sig om millionsvindel. Han var forinden blevet idømt fire års fængsel ved Københavns byret og var indehaver af flere domme for bedrageri, et falsk rengøringsfirma, snyd med skat og moms og angiveligt brandstiftelse. Bo var involveret i flere af forretningerne.
Da Henrik Madsen forsvandt ud i den blå luft 11. november om aftenen, var parret i et sommerhus i Karrebæksminde.
De havde ifølge Søren Ravnhaft et skænderi, og det var derfor en ophidset Henrik Madsen, som gik fra sommerhuset. Og siden har ingen set ham.
Sydsjællands og Lolland Falsters Politi er meget interesserede i at høre fra folk, som ligger inde med oplysninger om, hvad der er sket Henrik Madsen.