Konkurrencestyrelsen arbejder i disse dage på at optrevle en kæmpe sag om fusk med reglerne om udbud af ordrer i det offentlige. Det skriver Politiken.
Sagen drejer sig om 34 danske kommuner, som Konkurrencestyrelsen mistænker for at have brudt reglerne, når de købte it-opgaver.
Efter reglerne skal alle opgaver på mere end 1,4 millioner kroner i udbud, men det er Konkurrencestyrelsen i tvivl, om kommunerne har gjort.
"Vi undersøger, om der er sket brud på udbudsreglerne i forbindelse med kommunernes køb af løn- og økonomisystemer af KMD," iger Pia Ziegler, der er kontorchef i Konkurrencestyrelsen til Politiken. Hun understreger samtidig, at det er første gang, at så mange kommuner undersøges i den samme sag.
Det er i høj grad firmaet KMD, der har tjent godt på det manglende udbud, men pressechef Christoffer Hellmann, mener ikke, KMD kan klantres.
"Om kontrakter skal i udbud er i sidste ende kommunernes ansvar, og det er vores opfattelse, at de generelt er dygtige til at overholde reglerne. Men vi har naturligvis lyttet til den kritik, der har været," siger han til Politiken.