Gamle, nedslidte rør og udskiftningsklare ventiler betyder, at de godt 16.000 borgere i Kalundborg må undvære det varme vand i 54 timer.
Det er Kalundborg Forsynings største lukning nogensinde.
- Vi gør arbejdet så hurtigt, som vi kan, siger projektleder Kenneth Aagaard ifølge TV2 Øst i en pressemeddelelse.
Lukningen for det varme vand sker 30. juli klokken 20.00, mens det forventes, at der åbnes for varmtvandshanerne igen klokken 02.00 natten til 2. august.
Ifølge tv-stationen er det den såkaldte centrale transmissionsledning fra Asnæsværket, der skal repareres. Transmissionsledningen sender varmt vand fra Asnæsværket til Kalundborg Forsyning og videre til kunderne.
I alt skal der arbejdes både over og under jorden tre forskellige steder på ledningen.
- Undersøgelser har vist, at de gamle rør og flere store ventiler fra begyndelsen af 1980’erne er udtjente. Der sker tæring, og alarmer registrerer ofte fugt, siger projektleder Esben Fløytrup i pressemeddelelsen.
TV2 Øst oplyser at Kalundborg Hallerne og Årby Fritidscenter lukkedagene tilbyder gratis og varmt bad til alle.