En ældre kvinde sad tirsdag eftermiddag ubehjælpeligt fast i en brønd i hendes baghave i Lemvig, skriver TV Midtvest.
Indsatsleder Birgitte Buskov fra Nordvestjyllands Brandvæsen fortæller til tv-stationen, at det var kvindens naboer, som slog alarm.
- Hun sad fast i en times tid, og blev opdaget af hendes naboer, som kunne høre, hun kaldte på hjælp. De kunne dog ikke få hende hevet op, så de kontaktede brandvæsnet, siger indsatslederen.
Kvinden sad i klemme i den 60 centimeter bredde brønd i en times tid før det lykkedes to brandfolk at få hende fri.
- De kunne heldigvis få hende op, så vi behøvede ikke særligt udstyr og kunne undgå at slå brønden i stykker, forklarer indsatslederen.
Det er uvist, hvordan kvinden - som formentlig har brækket en fod - endte med at sidde fast i brønden.