Der var røre i Malmø, da Sverige og Israel i februar tørnede sammen i tennissportens VM for landshold, Davis Cup.
Store demonstrationer ledsagede dysten på grund af situationen i Gaza, og der blev ikke lukket tilskuere ind af frygt for sikkerheden.
Den beslutning koster nu det svenske tennisforbund en bøde på 140.000 kroner, ligesom Malmø ikke må lægge baner til Davis Cup i fem år.
Manglende entreindtægter menes yderligere at have kostet forbundet 80.000 kroner.
Det internationale tennisforbunds beslutning vækker ærgrelse hos generalsekretæren i det svenske forbund, der har appelleret afgørelsen.
"Det sker med henvisning til, at der var et sikkerhedsmæssigt trusselsbillede. Det faktum, at over 1000 politibetjente fra hele landet blev kommanderet til Malmø, og at man måtte låne udrustning og biler i Danmark, taler sit eget tydelige sprog," siger Henrik Källén ifølge spn.dk.