Det bliver dyrere for virksomheder at sende deres ansatte på erhvervsskole for at få et truckcertifikat, en lederuddannelse eller et maskinkursus.
Regeringen vil fjerne en halv milliard kroner fra det tilskud, som staten betaler til firmaer, der sender ansatte på AMU-kursus.
Det vil forhindre 200.000 danske faglærte og ufaglærte i at få efteruddannelse, frygter formanden for AMU-skolernes direktørforening Lars Bo Breddam.
”Det er meget uheldigt. Vi er på vej ud af krisen. Det er nu, vi burde sikre, at arbejdskraften får de kompetencer, der skal til i fremtiden,” siger Lars Bo Breddam, der til daglig er direktør for AMU-skolen i Nordjylland.
DI: Ikke vores kop te
Lige nu forhandler partierne på Christiansborg med undervisningsminister Tina Nedergaard (V) om en politisk aftale. Ministeren vil ikke interviewes om besparelserne, men skriver til Avisen.dk:
"Området må lige som alle andre områder bidrage til genopretningen af dansk økonomi efter finanskrisen," siger Tina Nedergaard og afviser, at satsændringen vil betyde det store for antallet af medarbejdere, der bliver sendt på efteruddannelse.
Men det er arbejdsgiverne ikke enige i.
”Vi er ikke begejstrede for forslaget. Det er ikke ønsket hos os,” siger chefkonsulent i DI, Inge Steen Mikkelsen.
Hvert år får en million danskere nye færdigheder som at betjene avancerede maskiner. Og den efteruddannelse skal vi bygge fremtidens vækst på, påpeger erhvervsorganisationen DI.
”Vi har stor forståelse for regeringens genopretningspakke. Men det her er ikke hensigtsmæssigt, for det er uddannelse, vi skal leve af i fremtiden,” slår Inge Steen Mikkelsen fast.
”Spøjst”
Når en maskinarbejder eller gartner skal på AMU-kursus, deler staten og virksomheden regningen til lønnen cirka midt over. Men vedtages forslaget fra regeringen, koster det fra 2012 hver uge 750 kroner ekstra at sende sin medarbejder på efteruddannelse.
Og oven i hatten, bliver støtten til AMU-skolerne skåret med 80 millioner kroner. Det svarer til otte procent af deres samlede tilskud.
”AMU-skolerne bliver bombet tilbage,” siger Per Christensen, der er forbundssekretær i 3F.
3F organiserer 300.000 ufaglærte og faglærte arbejdere. Eksperter vurderer, at 95.000 danskere uden uddannelse vil stå uden for arbejdsmarkedet, hvis de ikke får en uddannelse.
”Det er spøjst, at den gruppe alle taler om, og regeringen vil gøre noget for, er dem, der bliver ramt hårdest af regeringens besparelser,” siger Per Christensen.