Et kæmpe eksperiment er på vej på universiteterne.
I hvert fald hvis regeringens ønske om at skære et år af universiteternes kandidatuddannelser bliver til virkelighed.
Sådan lyder advarslen fra Radikale Venstre, der afviser at støtte forslaget, som statsminister Mette Frederiksen (S) har præsenteret i Politiken.
- Det er den helt forkerte vej at gå, at man for første gang i historien vil sænke uddannelsesniveauet i Danmark. Og jeg kan ikke forstå, hvis "Danmark kan mere III" rent faktisk skal få de unge til at kunne mindre.
- Jeg synes i stedet, at vi skal investere i uddannelserne og give flere muligheder til alle de unge, siger undervisningsordfører Katrine Robsøe.
Som led i en større reform med titlen "Danmark kan mere III" vil regeringen forkorte halvdelen af landets universitetsuddannelser med et år. Det betyder, at uddannelserne fremover skal vare fire år i stedet for fem.
Det er primært uddannelser inden for humaniora og det samfundsfaglige felt, som regeringen vil skære i. Radikale Venstre er ikke i tvivl om, at det vil give studerende med færre kompetencer.
- Jeg synes, man lægger op til at lave et kæmpe eksperiment med alle de unge. Vi har behov for alle de her kompetencer ude i vores samfund.
- Og vi skylder altså de unge, at de har de bedste forudsætninger for at bygge vores samfund endnu stærkere og for at leve de liv, der giver mening for dem, siger Katrine Robsøe.
Ifølge Mette Frederiksen vil øvelsen frigive to milliarder kroner, som blandt andet skal bruges på at sikre de studerende flere undervisningstimer på universiteterne i de år, hvor de altså stadig er indskrevet.
Idéen om mere undervisning er god. Regeringens forslag er bare den forkerte måde at finde pengene på, mener Katrine Robsøe.
- I årevis sparede man på uddannelserne, og der er altså behov for, at vi får investeret i dem igen, så vi får mulighed for at få flere undervisningstimer.
- Men det gør vi ikke ved at skære i længden på uddannelserne, siger hun.
Også Venstre har givet udtryk for, at partiet ønsker at forkorte en del af universitetsuddannelserne med et år.
/ritzau/