For 14. gang må demokratiforkæmperen Aung San Suu Ky fejre fødselsdag i fangenskab, og flere berømtheder benytter anledningen til at vise deres støtte til hende.
"Vi må ikke bare se til, at hun bliver gjort tavs igen. Nu er det tid til det internationale samfund at tale med én stemme," lyder en meddelelse på en hjemmeside, der er underskrevet af en lang række berømtheder, blandt andre George Clooney, Sarah Jessica Parker, Robert De Niro, Nicole Kidman, Steven Spielberg og Desmond Tutu. Det skriver The Associated Press.
Mange andre har uploadet videoer på YouTube eller udtrykt støtte til Aung San Suu Ky på forskellige sociale mødesteder på nettet. Paul McCartney mener for eksempel, at Aung San Suu Ky er en inspiration for sit land og resten af verden, mens Yoko Ono bruger Twitter til at vise sin støtte.
Aung San Suu Ky har tilbragt 13 af de seneste 19 år i fangenskab, efter hendes parti vandt valget i Myanmar i 1990. Militærjuntaen i landet nægtede dog at anerkende valgresultatet og har siden holdt demokratiforkæmperen tilbage.