Hollywoodstjernerne laver arrangementer og sender private fly af sted til Haiti for at hjælpe jordskælvsofrene. Nu er danske kunstnere også hoppet på velgørenhedsvognen.
Helt almindelige mennesker kan derfor slippe for at tage en spade i hånden og hjælpe med genopbygningen i det kaosramte land, men i stedet støtte befolkningen ved at tage til koncert, skriver gaffa.dk.
I København er der arrangeret to alternative støttekoncerter, én der afholdes af Støberiet, og én der afholdes på M/S Stubnitz.
Begge koncerter giver overskuddet direkte videre til den danske organisation Ibis, der hjælper med uddannelsessystemer, organisatorisk udvikling og politisk støtte til fattige samfund.
På grund af den store interesse finder førstnævnte koncert sted i Medborgerhuset på Kapelvej 44 i København N den 22. januar. Der er sørget for et line-up, som blandt andre inkluderer Ane Trolle, Dj Whut og Rootsman Hi-Fi.
På M/S Stubnitz stiller man op med navne som Djuna Barnes, LeBon, Dix One og Quadron. Koncerter finder sted torsdag den 21. januar.
Der kan ikke købes billet forud for koncerterne, men der skal derimod betales entré.