Et voldsomt jordskælv og op imod 18 efterskælv har rystet Haiti så voldsomt, at det internationale Røde Kors anslår, at tre millioner ud af landets otte millioner indbyggere er berørte af skælvene.
På grund af den akutte brug for hjælp, har en række nødhjælpsorganisationer igangsat indsamlinger, der skal sikre indbyggerne mad, vand, medicin og midlertidige hjem.
"Vi regner med at mange hundrede mennesker allerede er omkommet og der er brug for øjeblikkelig hjælp. Vi taler jo om et land, hvor der i forvejen ingen ting er og folk er fattige og lever på sultegrænsen," siger direktør i Plan Danmark, Gwen Wisti, til Nyhedsbureauet Newspaq, og fortæller, at man har startet en indsamling på Plan Danmarks hjemmeside.
UNICEF Danmark har også startet en katastrofeindsamling for at hjælpe børnene i Haiti.
Lige nu er der brug for adgang til rent drikkevand, ordentlig sanitet og telte til at sove i for at forhindre spredning af livstruende sygdomme.
Indsamlingen foregår via sms, telefon, giro og på UNICEF Danmarks egen hjemmeside.
Vil man støtte kan man sende en SMS til 1231 med teksten akut eller ringe på 90 56 56 99 så støtter man med 150 kroner
Man vil først have det fulde overblik over skaderne i løbet af i morgen.