Kom så op i omdrejninger. Det er jer, der har ansvaret.
Integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) har i et brev til de danske kommuner gjort klart, at hun forventer, de skaffer tag over hovedet til hjemløse borgere.
Hjemløse bliver der flere af. Det viste en rapport fra SFI i september. Det er den, Støjberg har reageret på i kommune-brevet, som TV 2 kan citere fra:
"Det er kommunernes ansvar at tilvejebringe et udbud af boliger, der i forhold til bl.a. størrelse, beliggenhed, huslejeniveau modsvarer det behov, som borgere, herunder hjemløse, lokalt har for en bolig," skriver Inger Støjberg ifølge TV 2.
I brevet gør hun også opmærksom på, at den enkelte kommunalbestyrelsen bør sikre sig, at der er tilstrækkeligt udbud af passende boliger til hjemløse og andre social udsatte, når den godkender beslutninger om renovering af almene boliger.
Men beskeden modtages med kritik - både ude i kommunerne og af socialdemokraternes socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil. Til TV 2 News siger hun her til morgen, at Støjbergs brev er "decideret flabet."
Pernille Rosenkrantz-Theil minder om, at Venstre-regeringen for at spare penge vil skære i boligydelsen samt droppe den såkaldte billig bolig-ordning.
- Og det er jo præcis de værktøjer, kommunerne skal bruge i deres kamp mod hjemløshed, siger S-politikeren til TV 2 News.
I Høje Taastrup er den konservative borgmester Michael Ziegler (K)også utilfreds. Han siger til TV2.dk, at brevet er "meget lidt konstruktivt."
- For to år siden sendte vi i Høje Taastrup et brev til den daværende regering, hvor vi fik et embedsmandssvar tilbage. Nu får vi så et brev af samme kaliber, hvor man helt lukker øjnene for de problemer, der kan være i samspillet mellem forskellige lovgivninger på dette område, siger han.