Da udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for nylig valgte at fejre stramning nummer 50 på udlændingeområdet ved at fremvise en stor flødeskumspyntet lagkage på Facebook, forargede det mange.
Flere postede billeder af alternative kager, og i udlandet gik epsioden heller ikke ubemærket hen. Både New York Times og Bild omtalte sagen.
I ministerens bagland vakte opslaget også opsigt.
Men billedet af den overdådige kage var slet ikke et forsøg på at provokere, fastslår Inger Støjberg nu i P1-programmet Bagklog, skriver dr.dk.
- Jeg har ikke haft til hensigt at provokere Venstres bagland med denne kage. Jeg ville gerne sætte fokus på, at vi gik til valg på at stramme udlændingepolitikken. Og nu nåede vi en milepæl med de 50 stramninger, siger hun i programmet.
Her fortæller hun også, at hun ikke selv havde bagt kagen, men at hun havde købt den i Lagekagehuset for 663 kroner.
- Det er sidste gang, jeg køber sådan en kage - af flere årsager, siger Inger Støjberg nu ifølge dr.dk.
Opslaget har i skrivende stund fået mere end 34.000 likes og er blevet delt 5.444 gange.