Det lysner for de tusindvis af flypassagerer, der er strandet et sted i udlandet. Mens luftrummet over Danmark foreløbig er lukket til klokken 14 i dag, er flere andre europæiske lufthavne nemlig begyndt at åbne.
Det skriver den svenske internetavis Aftonbladet.
Her til morgen har Arlanda i Stockholm åbnet op for trafik nord- og vestpå. Det betyder, at to SAS-fly fra henholdsvis New York og Chicago til formiddag lander i den svenske hovedstad.
Også Holland åbner klokken otte, mens Finland er mere forsigtige og venter til klokken 17. Tyskland holder ligesom Danmark flyene på jorden til klokken 14 i dag, mens Storbritannien, som huser Europas travleste lufthavn, Heathrow, ikke sender fly på vingerne før i aften klokken 19 lokal tid.
Dog oplyser Arlandas presschef, Anders Bredfell, at en ny askesky kan være på vej inde over Sverige, og at det kan blive nødvendigt at lukke luftrummet igen i eftermiddag.