Når herrernes tennistop fra på søndag tørner sammen ved ATP Finals i London, er det med deltagelse af verdens otte bedste spillere bortset fra de skadede Rafael Nadal og Juan Martin del Potro.
Det samme bliver ikke tilfældet, når badmintonsportens sæsonfinale bliver afviklet i Kina i midten af december. Her vil verdensstjerner som Viktor Axelsen, Chen Long og Lee Chong Wei glimre ved deres fravær.
Mens racelisten til sæsonfinalen i tennis nærmest er identisk med selve verdensranglisten, er der nemlig stor variation på badmintonspillernes placeringer på de to tilsvarende lister.
Det har den konsekvens, at flere af de absolutte verdensstjerner ikke kommer til start i turneringen. Altså blandt andre Viktor Axelsen, som dermed ikke får chancen for at forsvare titlen fra sidste år.
Mens han ligger nummer fire på verdensranglisten (opdateres hver torsdag), ligger han blot nummer 14 på racelisten, hvorfra de otte bedste kvalificerer sig til sæsonfinalen.
Viktor Axelsen plejer for tiden en ankelskade, men selv hvis han havde været klar til at spille turneringer i disse uger, ville han ikke kunne nå at samle point nok til sæsonfinalen, fordi listen er skruet sammen, som den er.
Det sagde hans far og manager, Henrik Axelsen, da Viktor Axelsen i oktober annoncerede sin skade.
- Flere af de bedste kommer til at mangle. Selv om Viktor spillede turneringer nu, ville han ikke kunne nå med, sagde Henrik Axelsen.
Poul-Erik Høyer, der er præsident i Det Internationale Badmintonforbund (BWF), fortæller, at man i forbundet er "klart opmærksom" på, om systemet skal reguleres.
- Diskussionen ligger i, om man får for mange point i de lavere rangerede turneringer og for få i de højere rangerede turneringer.
- Men det skulle også gerne være sådan, at der er motivation i at spille en turnering mere, så man kan tjene point til at komme med, siger Poul-Erik Høyer.
- Det er første gang, vi prøver denne løsning, så vi skal tage op til vurdering, om noget skal justeres.
Særligt Lee Chong Wei, der både har vundet OL-sølv og VM-sølv tre gange, er langt fra top-8. Han ligger nummer 36 på racelisten, selv om han ligger nummer otte på verdensranglisten.
Chen Long ligger nummer fem i verden, men er blot nummer 16 på racelisten.
- Det primære er at få de bedste med. Vi kan ikke justere midt i året, men vi skal kigge på, hvordan vi kan optimere systemet, siger Poul-Erik Høyer.
Han og resten af BWF-toppen mødes sidst i november.
/ritzau/