Det var nok ikke brun sovs og kartofler, der blev serveret ved nattens menu til Oscar-party i Los Angeles.
Men det var verdens bedste kok, danskeren Rasmus Kofoed, der fiksede menuen til de store Hollywood-stjerner. Nogle af de heldige, der skulle indtage retter kreeret af verdensmesteren, var ingen andre end Oscar-vinderen Halle Berry og Oscar-nominerede, danske Viggo Mortensen.
Anledningen var en Oscar-middag som optakt til søndagens Oscar-uddeling, som Susanne Bier og filmselskabet Zentropa var værter for.
Karsten Kroman, den kendte tv-kok, som fungerer som manager for Rasmus Kofoed fortæller, at det at være lukket ind i det fine selskab i Hollywood ikke blot gavner Rasmus Kofoed, men også Danmark.
"Det er jo et enestående eksempel på, hvordan nordisk filmkultur og nordisk madkultur kan gå hånd i hånd og skabe en masse god PR for Danmark. Det er jo lige præcis den slags ting, et VM skal bruges til."
Ved middagen i nat dansk tid, bestod menuen selvfølgelig af nordisk mad, ikke Kofoeds vindermenu fra VM, men en specielt sammensat menu af nordiske retter.
Kilde: BT