Vi kender ham fra tv-serier som 'Klovn' og 'Live fra Bremen.' Men komikeren Lars Hjortshøj har også underholdt de yngre seere i rollen som den klodsede julemand Nicolas i TV 2-julekalenderen 'Ludvig og Julemanden' fra 2011.
Nu skal Lars Hjortshøj støve rollen af og hoppe i julemandskostumet igen. Han skal nemlig spille Nicolas i årets nye julekalender 'Tvillingerne og Julemanden.'
Holdet, der blandt andet omfatter kendte ansigter som Nikolaj Kopernikus, Lærke Winther, Casper Crump og Benedikte Hansen, starter på optagelserne til årets julekalender i næste uge.
- Der er tale om et helt nyt og spændende univers med en helt ny historie fuld af humor, spænding, magi og ikke så få udfordringer for den stakkels julemand Nicolas, der med stor succes samlede hele Danmark i december forrige år,, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Vi glæder os til igen at vise en julekalender, der inddrager lokalhistorien i det nordjyske på en morsom og anderledes måde og ikke mindst at optage i enormt flotte omgivelser. Selv om der er længe til jul, kan I godt begynde at glæde jer.
Optagelserne til TV 2-julekalenderen finder sted i og omkring Aalborg.