"Det kan man simpelthen ikke være bekendt."
Så klar i mælet er den kendte tv-kok Carsten Olsen, der er bedre kendt som 'Den Skaldede Kok', om den mad, som børnene i daginstitutioner i Århus får serveret til frokost.
Tre halve rugbrødsmadder smurt med margarine og hytteost, kødpølse og en uskrællet banen ovenpå. Det er et eksempel på et måltid, som et cateringfirma leverer til blandt andet børnhavnen 'Børnehuset' i Århus. Pris inklusiv levering: 15 kroner.
"Du kan slet ikke lave mad til den pris. Du kan ikke engang være bekendt at tænke tanken. Hvis ens børn skal leve sundt, må man også betale det, det koster," lyder det fra Carsten Olsen.
"Det, der ødelægger den gode mad, er alle tingene udenom. Levering, tilberedning osv. De ting sætter nogle begrænsninger på den madmæssige del," siger han.
Han mener, at kommunerne og forældrene bør være klar til at ofre flere penge på madpakker og kommer her selv med et bud på en madpakke, der i rene råvarer vil koste cirka 15-17 kroner. Leveringsomkostningerne tør han dog ikke komme med et bud på, da mange forskellige faktorer spiller ind.
Den Skaldede Koks bud på en fredagsmadpakke til et børnehavebarn:
* Tre halve skiver groft rugbrød, eksempelvis Levebrød, smurt med smør.
* Pålæg: En ordentlig salamipølse, en fiskefrikadelle og pålægchokolade eller figenpålæg
* En Lillebror-ost
* En lille pose med rosiner, mandler og en anden slags nød
"Det vigtigste ved madpakken er, at den varierer fra dag til dag, og at den består af nogle ordentlige ingredienser. På en fredag som i dag vil jeg mene, det er i orden at forkæle børnene en smule. Man behøver ikke være bange for en chokolademad, siger han."
Regeringen har afsat 400 millioner kroner til kommunerne, som skal stå for madordningen. Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) har afvist at sætte flere penge af til ordningen.