Da skuespilleren Anne Hathaway blev gift med kollegaen Adam Shulman tilbage i september, var alt planlagt til mindste detalje - inklusive hvordan det skulle undgås, at paparazzi-fotograferne fik et smugkig af den festlige begivenhed.
Den 30-årige skuespillerinde havde nemlig fået installeret en kæmpeballon, så der blev dømt flyveforbud i luftrummet over festen.
Men ballonen fik desværre den omvendt effekt og endte med at tiltrække endnu flere af de luftbårne fotografer til festen.
- Min familie spurgte "Nå, hvad vil du så gøre ved det"? Og uden at tænke sagde jeg bare "Giv dem fingeren", fortæller Hathaway ifølge msn.com til David Letterman, da hun gæster hans aftenshow.
Og "Les Misérables"-skuespillerinden endte med at følge sit eget råd, hvilket hendes nybagte mand ikke var enig i.
- Min mand gjorde mig hurtig opmærksom på, at det nok var en dum ting, hvor jeg så bare sagde: "Ved du hvad? Det føles rigtigt at gøre i øjeblikket", tilføjer hun.
Hathaway erkender dog over for Letterman, at hun bagefter nok fortrød det lidt.
/ritzau/