19 af 22 stjålne kanoer fra Odense Aafart er blevet fundet.
- Der er ikke sket noget med dem, fortæller Eva Pasgaard, direktør i Odense Aafart, lørdag morgen til TV 2 Fyn.
Hun fortæller videre, at kanonerne er dumpet i grøften, og at politiet har sikret spor i håb om, at finde ud af, hvem der har stjålet kanoerne.
- Jeg tror ikke, de har været langt væk. Efterlysningen har gjort, at de er blevet varme, som man kalder det, siger Eva Pasgaard til tv-stationen.
Kanoerne blev fundet i en grøft på H.C. Lumbyes Vej i det nordlige Odense.
Odense Aafart udlovede for godt et par uger siden en dusør på 20.000 kroner til den person, som kunne hjælpe med at finde kanoerne. Om det er dusøren, der har ført frem til lørdagens fund i grøften, vides endnu ikke.
Værdien af kanoer og de tre trailere, som de blev kørt bort på, er i omegnen af 400.000 kroner.