- Vi er skuffede over, at dem, vi har valgt til at passe på os, sælger os en løgn.
Stilladsarbejderen Thomas Strømsholt er rasende.
Fredag morgen blokerede han og kollegaerne 3Fs hovedkontor i Kampmannsgade i København. De ville vise deres utilfredshed med det afstemningsresultat, der torsdag blev offentliggjort, hvor et flertal af 600.000 lønmodtagere sagde ’ja’ til en ny overenskomstaftale.
Samlet set blev det et ’ja’ til aftalen. Men trods det er der utilfredshed blandt byggearbejderne i 3F.
77 procent af byggearbejderne, herunder stilladsarbejderne, forkastede overenskomstaftalen, som blandt andet betyder, at arbejdsgiverne får en udvidet ret til at varsle overarbejde op til fem timer ugentligt.
Avisen.dk mødte Thomas Strømsholt ude foran 3F’s hovedkontor fredag morgen.
- Vi er lamslåede, og vi føler, vi har fået trukket aftalen ned over hovedet. Det er en overenskomst, som vi slet ikke kan se os selv i, fortæller han og fortsætter:
- De siger, at der ikke vil ske systematisk overarbejde. Det er da kun i kraft af, at vi sørger for, at det ikke sker, siger Thomas Strømsholt.
Stilladsarbejderne havde fredag medbragt et kæmpe sort banner, hvorpå der stod: ’I er ude af trit med medlemmerne’.
Stilladsarbejderen håber, at fredagens aktion er startskuddet til noget mere. I stedet for at melde sig ud af 3F opfordrer han medlemmerne til at blive og 'kæmpe for deres rettigheder'.
Formanden for byggegruppen Kim Lind Larsen understreger overfor Avisen.dk, at han tager sine medlemmers kritik meget alvorligt.
- Det har givet stof til eftertanke, og nu må jeg ud og finde ud af, hvor stort det her problem er, og hvordan vi kan komme styrket ud af det, så vi kan stå sammen igen, siger Kim Lind Larsen.
Han siger videre, at han overbevist om, at fagforbundene står stærkest, når de forhandler sammen. Læs interviewet med ham her.