Brøndby-målmand Stephan Andersen glæder sig til at fokusere på fodbold efter at have ramt avisernes forsider i de seneste dage på grund af en voldssag.
"Det bliver rart at komme et par dage til Grækenland og se gutterne igen. Nu handler det først og fremmest om landsholdet," siger Stephan Andersen til DR Sporten.
I fredags kom det frem, at han er blevet sigtet for vold efter en episode den 4. januar, hvor han angiveligt havde nikket en anden mand en skalle.
Landstræner Morten Olsen tænker ikke på voldssagen.
"Vi koncentrerer os om det, vi skal afsted for: At spille en vigtig landskamp. Stephan er en fornuftig og ambitiøs mand, der ikke kun tænker på sig selv, men på holdet, så han kan sagtens fokusere på landsholdet," siger Morten Olsen til DR.
Landsholdspillerne satte mandag formiddag kursen mod Grækenland, hvor holdet spiller en venskabskamp på onsdag.