Der er stadig mange vælgere, der ikke har stemt til folketingsvalget endnu. Men de behøver nok ikke frygte lange køer ved valgstederne.
Det vurderer valgforsker Kasper Møller Hansen.
Klokken 16 ligger stemmeprocenten nemlig langt højere end på samme tidspunkt ved seneste valg, viser Ritzaus stikprøver.
Det skyldes, at onsdagens valg har været præget af nogle andre vælgermønstre end normalt.
Både fordi valgstederne åbnede klokken 8 - en time tidligere end normalt - og fordi det er grundlovsdag, så mange har fri fra arbejde.
Valget i 2015 faldt derimod på en almindelig torsdag i juni.
- Normalt til et folketingsvalg ser vi kø om morgenen og kø om aftenen, men her har det fordelt sig jævnt ud over hele dagen, siger Kasper Møller Hansen, der er professor ved Københavns Universitet.
Klokken 16 er det omkring 62,7 procent af vælgerne, der har stemt ifølge Ritzaus stikprøver.
Ved samme tidspunkt på valgdagen i 2015 var stemmeprocenten på 49,7 procent.
- Det betyder, at der ikke vil være de store køer rundtomkring i de sidste timer.
- Men der er stadig cirka en million danskere, der skal sætte kryds her i aftentimerne, før vi kan nå niveauet fra sidst. Så der er stadig mange, der skal op af sofaen eller hjem fra stranden, siger Kasper Møller Hansen.
Der er omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere i år, og de har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted.
Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.
De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.
I 2015 endte stemmeprocenten på 85,9 procent.
/ritzau/