Den rumænske fodboldklub Steaua Bukarest er vant til at vinde, og torsdag blev det til endnu et mesterskab.
Da holdet torsdag aften fik 0-0 mod CSMS Iasi i en ganske kedelig kamp, var det nok til Steauas tredje mesterskab i træk og 26. i alt.
Klubben, som vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1986, førte komfortabelt ved vinterpausen, men solgte nøglespillerne Lucian Sanmartean, Lukasz Szukala og Claudiu Keseruin i januar.
Det betød, at nyoprykkerne Tirgu Mures overtog førstepladsen i tabellen, men holdet tabte tre af sine sidste fire kampe og sluttede på andenpladsen med 68 point, tre færre end Steaua.
Klubben fra den rumænske hovedstad træder ind i anden kvalifikationsrunde til Champions League.
Klubbens ejer George Becali har ifølge nyhedsbureauet Reuters meddelt, at den tidligere rumænske landsholdsspiller Mirel Radoi afløser Constantin Galca som cheftræner.
- Galcas kontrakt er udløbet. Radoi bliver den nye træner, lyder klubejerens besked til pressen.
/ritzau/