Stilstanden på boligmarkedet får danskerne til at droppe drømmen om den nye hjørnesofa, walk-in-skabet eller den hippe spisebordslampe.
I stedet lapper familierne den gamle sofa og bruger sparekronerne på nyt tøj og dagligvarer.
Det viser en særkørsel, som Dansk Erhverv har foretaget for Newspaq.
I dag bruger hver dansk familie godt 500 kr. mindre på ting til boligen, end de gjorde i sommeren 2008. Det svarer til ca 2.000 kroner per familie over et år.
"I krisetider er det lettere for en familie at spare på for eksempel møbler, end på mad og drikke. Og så har stilstanden på boligmarkedet betydet, at folk ikke skifter bolig i samme stil som før. Det går også ud over salget," siger chefkonsulent Mira Lie Nielsen fra Dansk Erhverv.
Fra den økonomiske krises indtog i 2008 til førte kvartal 2011 er salget af boligudstyr faldet med 11 procent. Det er fire procent mere end den samlede detailomsætning.
Omsætningen er faldet fra 13,3 milliarder kroner til 11,9 milliarder kroner. Danskerne bruger altså 1,4 milliarder kroner mindre på nye ting til boligen.
"Krisen har jo ramt bredt, men det drejer sig især om førstegangskøbere, der tøver med at købe bolig, selvom renten er lav. Og så er der tale om familier, der er teknisk insolvente og tvunget til at blive boende, fordi de skylder mere, end boligen er værd," siger Mira Lie Nielsen.
Hos Møbel+Interiør Brancheforeningen, der tæller omkring 230 medlemmer i den danske møbelindustri, nikker adm. direktør Keld Korsager genkendende til den forklaring.
"Det spiller helt klart ind, at hussalget er gået tilbage, og at byggeriet er gået i stå. Men det har også haft betydning, at der har været usikkerhed omkring, hvorvidt regeringen ville stramme på skatteskruen, så danskerne ville få et mindre rådighedsbeløb," siger han.
Omsætningen blandt møbel- og interiørproducenterne er gået tilbage med 2,7 procent fra første halvår sidste år til første halvår i år.