Kom ud til forhandlingsbordet, Bjarne.
Sådan lyder budskabet fra de tusinde socialrådgivere, sygeplejersker og socialpædagoger, der i dag demonstrerer foran Finansministeriet.
Det gør de i håb om at få finansminister Bjarne Corydon (S) til at genoptage de forhandlinger, som har ført til en lockout af, ikke kun folkeskolelærerne, men også 17.000 statslige undervisere.
- Vi mener at man skal forsøge sig med en forhandlingsløsning igen, siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen til Newspaq,
Der har aldrig været tale om reelle forhandlinger for de statsligt ansatte, mener Grethe Christensen.
- Vi synes reelt ikke at vi har haft lejlighed til at diskutere, hvordan vi kunne nå frem til nogle løsninger, siger sygeplejerskeformanden og fortsætter:
- Der gik seks dage efter de havde præsenteret os for den model som gymnasielærerne havde fået, og som vi ikke synes passer til det her område.
Finansminister Bjarne Corydon fik til demonstrationen overrakt et åbent brev fra organisationerne bag demonstrationen, som udover Dansk Sygeplejeråd også tæller Danmarks Lærerforening, Danske Fysioterapeuter og Radiograf Rådet. Det rummer en invitation til en forhandling, som det er på høje tide at tage fat på igen, siger Grethe Christensen.
Underviserne på det statslige område leverer nemlig allerede til UG, mener hun.
- De leverer høj kvalitet hver dag, og de sikrer en høj gennemførselsprocent blandt eleverne. Så vi kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man pludselig skal gøre op med, når det faktisk viser sig, at de har de gode resultater de har, siger hun.
De statslige undervisere, som rammes af lockouten er blandt anden underviserne på landets SOSU-skoler og erhvervsskolelærere.