En kop kaffe og et halvt rundstykke fra tanken - og så ellers af sted i bilen ind mod storbyen for at arbejde.
Det er ikke nødvendigvis det hele billede, når danskerne møder på arbejde.
Med 3.300 nye statslige arbejdspladser i yderområderne er der i de senere år flere danskere end i flere årtier, der har tid til at spise morgenmaden derhjemme - fordi de ikke har så langt på arbejde.
Det fremgår af en regionalpolitisk redegørelse til Folketinget, som indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) offentliggør for Folketinget i dag. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Men selvom antallet af arbejdspladser i udkanterne af landet altså er stigende, så vil regeringen fortsætte med nye initiativer for at fastholde væksten, garanterer ministeren.
"Det er også noget med at sikre, at det bliver lettere at bevare små skoler og ungdomsuddannelser, eksempelvis i campusser, hvor uddannelserne kan støtte hinanden. Så det er en meget bred vifte af forslag, vi kommer med," siger Bertel Haarder til Nyhedsbureauet Newspaq.
Seniorforsker Helle Nørgaard fra Aarhus Universitet ser positivt på udviklingen.
"Men der er lang vej igen. For selvom der er tale om en vækst, er udviklingen langt fra vendt. Arbejdspladser og uddannelsestilbud er vejen frem," siger hun til Jyllands-Posten.