Finanskrise. Umiddelbart skulle man tro, at sådan en krise er hård ved den finansielle sektor. Men faktisk har banker og sparekasser fyret langt færre end industrien under den økonomiske krise.
En ordentlig kapitalindsprøjtning fra staten i form af bankpakkerne har reddet de bankansatte.
"Pengene fra staten er helt sikkert hovedforklaringen på, at der ikke er fyret flere i denne omgang," siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til Berlingske Tidende.
I sidste uge rundede antallet af fyrede i den finansielle sektor 2.000. Til sammenligning fik 14.000 et prik på skulderen under bankkrisen i starten af halvfemserne.
"Det er langt fra så dramatisk, som det vi så i begyndelsen af 1990erne. Specielt når vi tager den voldsomme vækst i antallet af ansatte i årene op til krisen i betragtning. Vi er jo slet ikke tilbage på det niveau, som vi var på for ganske få år siden," siger Steen Rasmussen, der er direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
Flemming Ibsen mener endda, at bankerne nyder godt af, at resten af den private sektor lider.
"Selv om nogle virksomheder lukker, er der stadig masser af virksomheder, som efterspørger rådgivning og likviditet," siger han.