De gode tider, hvor lønnen steg mere end inflationen - eller bare i samme takt som inflationen - er for længst forbi.
Det oplever især de statsansatte, der nu må sande, at fede år afløses af magre.
Fra fjerde kvartal 2010 til fjerde kvartal 2011 steg de statsansattes løn med én procent. Det viser tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
Da inflationen i samme periode var på 2,6 procent, betyder det et markant fald i købekraften.
Til sammenligning offentliggjorde Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i sidste uge tal for lønvæksten i den private sektor, der viser en årsstigningstakt på 2,1 procent i fjerde kvartal 2011.
Når lønningerne i det offentlige stiger mindre end i det private, skyldes det, den såkaldte reguleringsordning.
De offentligt ansatte har siden 2005 haft større lønstigninger end i det private - det må de nu bøde for.
"Den lave offentlige lønvækst skal derfor ses som en normalisering og ikke som et udtryk for, at de offentlige lønstigninger halter efter de private," skriver seniorøkonom i Nykredit, Tore Stramer i en kommentar.
Han forudser faldende realløn i den offentlige sektor i 2012, mens den private sektor under ét lige nøjagtigt vil kunne holde reallønnen stort set uændret.
"Det skal naturligt set i lyset af den fortsat høje inflation, hvor stigende energipriser og nye afgifter fortsat trækker inflationen i vejret, samtidig med at lønvæksten herhjemme generelt er aftagende," skriver Tore Stramer.
Danmarks Statistik har udskudt offentliggørelsen af de kommunale og regionale lønindeks for fjerde kvartal 2011. Dog plejer lønvæksten inden for staten, kommunerne og regionerne at følge nogenlunde samme udvikling.