Ja. Det er ultrakort fortalt det, som flertallet af statens ansatte har sagt til det forlig, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) indgik med Finansministeriet i februar.
Overenskomsten gælder to år og byder kun på minimale lønforbedringer med en ramme på 3,15 procent over hele perioden. Ikke desto mindre er formand for CFU, Flemming Vinther, godt tilfreds med ja'et.
"Jeg er tilfreds med, at statens ansatte i dag har sagt ja til OK11, men jeg er også ydmyg. Jeg er helt på det rene med, at resultatet næppe har vakt jubel i alle hjørner af staten. Men et resultat skal jo måles i forhold til den økonomiske situation, vi står i. Og set i det lys kunne vi ikke have fået et bedre resultat. Dagens ja bekræfter, at de statslige ansatte er enige," siger han.
Formanden mener, at et ja betyder, at de statsansatte udviser vilje til at tage del i den økonomiske genopretning.
"Nu er det slået fast med syvtommer søm, at statens ansatte og de faglige organisationer er ansvarlige og klar til at bidrage i en økonomisk svær tid. Al snak om det modsatte må nu forstumme," lyder det.
Også finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kvitterer for ja'et og mener, at de ansatte fortjener ros for den ansvarlighed, de har vist.
"Nu kan vi komme videre - bl.a. med det serviceeftersyn af de overenskomst- og aftalemæssige rammer, som vi har aftalt med personaleorganisationerne," udtaler finansministeren.