Østjyllands Politi i Århus skal udlevere de fotos af den afdøde 14-årige Pernille Oldenborg Lind, der blev taget under obduktionen efter hendes død.
Pigens mor har ønsket af få billederne udleveret, så hun kan sende dem til den amerikanske retsmediciner Howard Adelman, der er ekspert i kvælningstilfælde.
Det er hendes håb, at han kan afklare, om Pernille selv bandt lagnet om sin hals og satte sig på trappegelænderet, som politiet siger, eller om hun måske først er blevet kvalt og bagefter placeret på gelænderet, så det ligner et selvmord.
»Jeg ønsker kun at få sandheden om min datter at vide. Vi har hele tiden bedt politiet om at efterforske sagen, fordi der er så mange løse ender omkring Pernilles død,« siger Annelise Lind.
Overvåget af politiet
Moren er lettet over, at hun nu endelig kan få andre eksperter til at se på sagen. Det har ikke været muligt for familien at få nogen dansk ekspert i retsmedicin til at give en ny vurdering. De siger alle sammen, at de ikke vil kommentere en kollegas arbejde.
I februar i år afslog Østjyllands Politi ellers morens ansøgning om at få billederne af hendes datter udleveret. Begrundelsen var, at der skulle tages hensyn til liget. Familien fik lov til at troppe op på politistationen, og mens de blev overvåget af en politimand, måtte de se billederne.
Men nu har statsadvokaten lavet politiets afgørelse om, så billederne kan blive udleveret og sendt til USA.
Chefanklager Marian Thomsen, der gav den begrænsede aktindsigt, ved ikke, hvorfor statsadvokaten er nået frem til en anden afgørelse.
Hun oplyser til Nyhedsavisen, at hun arbejder på, at billederne bliver sendt til familien Lind så hurtigt som muligt.
Det var ikke muligt at få en begrundelse fra statsadvokat Elsemette Cassøe.