Situationen er stadig uafklaret efter gidseldramaet i Algeriet, oplyser olieselskabet Statoil.
Selskabet mangler fortsat information om de fem norske ansatte, der savnes efter angrebet på In Amenas-anlægget i Sahara-ørkenen.
- Vi har ingen bekræftede oplysninger om de fem Statoil-medarbejdere, skriver selskabet i en erklæring på sin hjemmeside.
- En foreløbig eftersøgning er blevet gennemført inde på det store In Amenas-anlæg, og en mere grundig eftersøgning vil blive udført i løbet af dagen, oplyser Statoil.
Ifølge selskabet leder man også efter de savnede gidsler i et større ørkenområde ved gasanlægget samt på hospitaler og andre sundhedsklinikker i hovedstaden Algier, i byen In Amenas og i andre landsbyer i nærheden.
/ritzau/