Det gik langtfra efter planen, da en 61-årig mand lørdag aften forsøgte at stikke af fra en ulykke. Efter flugten præsterede manden nemlig at køre sig selv over.
Det skriver sn.dk.
Nordsjællands Politi fik i første omgang melding om et mindre biluheld i Jyllinge. En af de involverede, en ældre herre, havde efter ulykken taget flugten i sin hvide varevogn, sandsynligvis i påvirket tilstand.
Køretøjet hørte til på en adresse i Ganløse, og mens politiet ledte efter varevognen, tikkede pludselig en ny anmeldelse ind - fra netop den adresse, hvor bilen hørte til.
Den 61-årige havde parkeret på en skråning, men glemt at trække håndbremsen. Da han forsøgte at stige ud, blev han hevet ind under bilen af den åbne dør, da vognen pludselig begyndte at trille, skriver sn.dk.
Manden, der rigtignok viste sig at være beruset, måtte ifølge sn.dk efterfølgende en tur på Rigshospitalets Traumecenter, formentlig med en punkteret lunge.