Danmarks kommende VM-modstandere fortsætter med et lave gode resultater inden afrejsen til slutrunden i Rusland.
Efter Australiens storsejr på 4-0 over Tjekkiet fulgte Frankrig op senere fredag ved at besejre Italien med 3-1 i Nice.
Det franske hold var ændret på syv pladser i forhold til 2-0-sejren over Irland tidligere på ugen.
Folk som Paul Pogba, Ngolo Kanté og Antoine Griezmann var denne gang med i startopstillingen, og franskmændene indledte med bulder og brag mod et italiensk hold under ombygning efter den kiksede VM-kvalifikation.
Allerede efter otte minutter var det italienske forsvar splittet for alle vinde, og den fremrykkede stopper Samuel Umtiti kunne let sparke bolden i nettet fra kort afstand.
Nogen dårlig indsats leverede italienerne dog ikke. Under Roberto Mancinis ledelse var den skrantende stormagt fint med i kampen, men det var franskmændene, der var farligst foran mål.
Efter en halv time blev det 2-0, da Griezmann udnyttede et halvbilligt straffespark begået mod yderforsvareren Lucas Hernández.
Leonardo Bonucci fik reduceret inden pausen, da han sparkede en returbold i nettet, efter at Hugo Lloris ikke kunne holde et ubehageligt frispark fra Mario Balotelli.
Anden halvleg blev præget af en stribe udskiftninger på begge hold, men inden rytmen blev helt spoleret, nåede Ousmane Dembélé at øge til 3-1.
Barcelona-spilleren drejede smukt bolden op i det modsatte hjørne bag en hjælpeløs Salvatore Sirigu til det, der skulle vise sig at blive kampens sidste mål.
Franskmændene har endnu en testkamp 9. juni, hvor modstanderen er USA. En uge senere indleder Didier Deschamps' mænd VM med at møde Australien.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.