Mario Balotelli er tilbage på det italienske landshold efter fire års fravær.
Det står klart, efter at Balotellis tidligere træner og den nyligt udpegede italienske landstræner, Roberto Mancini, har udtaget en trup på 30 spillere forud for tre testkampe mod Saudi-Arabien, Frankrig og Holland.
Mancini har tidligere trænet Balotelli i både Inter og Manchester City.
27-årige Balotelli har ikke været en del af den italienske trup, siden holdet ved VM i 2014 led et ydmygende exit allerede efter gruppespillet.
Men nu er angriberen altså tilbage i varmen efter en sæson i franske Nice, hvor det er blevet til 26 mål i 37 kampe.
Balotelli har hos Nice samtidig formået at holde sig fra nogen større kontroverser både på og uden for banen. Noget, der tidligere ellers har plaget Balotellis karriere.
53-årige Roberto Mancini blev mandag udpeget som manden, der skal vende den italienske skude, efter at det for første gang siden 1958 ikke lykkedes for holdet at kvalificere sig til VM.
Italien missede sommerens VM-slutrunde med et samlet nederlag til Sverige over to afgørende playoffkampe.
Mancinis trup er blandt andre uden målmand Gianluigi Buffon, der har annonceret sit stop på det italienske landshold. Heller ikke Romas Daniele De Rossi er udtaget, ligesom Giorgio Chiellini er fraværende med en skade.
AC Milans Leonardo Bonucci er udtaget og forventes at bære anførerbindet i Italiens kommende testkampe.
Fem italienske spillere er blevet udtaget for første gang. Det drejer sig om Emerson (fra Chelsea), Daniele Baselli (Torino), Rolando Mandragora (Crotone), Domenico Berardi (Sassuolo) og Mattia Caldara (Atalanta).
Italienernes første testkamp er mod Saudi-Arabien 28. maj.
/ritzau/