En ting er at sidde på skolebænken og læse om høst og opdræt af svin. Noget andet er at arbejde for en landmand, når man er i praktik.
Forskellen er så stor og overrumplende, at et stadig stigende antal elever på landets landbrugsskoler stopper i praktikken, skriver Landbrugsavisen.
"Desværre ser vi mange, der stopper i praktikken på grund af bristede forventninger. Lige nu er vores allerstørste udfordring at få eleverne helskindede igennem den første praktik," siger Tove Rasmussen, der er studievejleder på Landbrugsskolen Sjælland.
Der er ikke præcise tal på, hvor mange flere elever end tidligere, der dropper praktikken, men flere skoler bekræfter tendensen over for avisen.
En af årsagerne er en ny gruppe elever, som har sat sig i landbrugsskolernes klasselokaler.
"Før kom vores unge mennesker især fra landbruget, men nu kommer de altså også fra byerne, og de har måske andre forestillinger, end hvordan virkeligheden ser ud," siger Keld Mikkelsen, forstander på Asmildkloster Landbrugsskole.