Det bliver den allervigtigste kamp i klubbens historie, når FCK i aften løber på banen til Champions League-opgøret mod græske Panathinaikos.
Det mener succestræneren for det københavnske mesterhold, Ståle Solbakken, som øjner chancen for at indskrive FCK i fodboldhistorien som det første danske klubhold nogensinde i 1/8-finalen i prestigeturnering.
"Det er den vigtigste kamp i klubbens historie, fordi vi kan skrive historie. Kampene mod BATE og Rosenborg (de to hold, som FCK slog ud i kvalifikationsrunderne til Champions League, red.) var vigtigere på det tidspunkt, men nu, hvor vi står på tærsklen til at skrive historie, så kan det ikke blive mere vigtigt," fortalte han på et pressemøde mandag ifølge Sporten.dk.
Derfor behøver nordmanden ikke gejle sine spillere op til aftenens tvekamp, lyder det.
"Man kan mærke intensiteten og koncentrationen. Jeg behøver ikke vække dem, som hvis det havde været en kamp ude mod Sønderjyske, hvor man måske kan være nødsaget til at køre bussen i grøften for at vække dem".
FCK's rivaler Rubin Kazan møder de uovertrufne FC Barcelona, men Ståle Solbakken tør slet ikke satse på en Barca-sejr, som sender FCK videre uanset aftenens resultat mod Panathinaikos. Han mener nemlig, at katalanerne har udtaget en trup, der kan tabe til russerne.
Kilde: Sporten.dk