Den srilankanske regeringshær hævder at have dræbt fire ledere og 10 soldater i den tamilske separatistbevægelse under kampe torsdag i Chalai på den nordøstlige kyst i Mullaitivu-distriktet.
Sri Lankas luftvåben har efterfølgende bombet flere mål fredag, oplyser AP.
De Tamilske Tigre er angiveligt trængt op i en krog i junglen i den nordlige del af Sri Lanka. Her befinder de sig ifølge regeringshæren i et område på mindre end 300 kvadratkilometer.
Ifølge humanitære organisationer er en kvart million civile fanget mellem kampene.
Sri Lankas forsvarsminister Gotabhaya Rajapakse afviste onsdag at forhandle om en våbenhvile.