Rigtig mange danskere er bange for at være kedelige i dobbeltsengen. De ser på tv og i aviser, at andre par går i swingerklubber, dyrker analsex, og at kvinder får sprøjteorgasmer, men sådan er deres eget sexliv slet ikke. Mange af dem bliver så bekymrede, at de opsøger en sexolog for at få appetit på mere avanceret sex.
»Så viser det sig, at deres sexliv er normalt og velfungerende. De har bare kæmpe mindreværdskomplekser, fordi de tror, at alle andre gør det meget mere og på meget vildere måder,« siger Maj Wismann, sexolog.
Tre minutters sex
Karen Sveistrup, formand for Dansk Sexolog Forening, har samme erfaring fra sin praksis.
»Vi tror, at vores sexliv skal ligne porno og glansbilleder fra medierne, og lige nu er det sprøjteorgasmer, som er ved at komme på mode. Før var det analsex,« fortæller hun.
Men sandheden om danskernes sexliv er ikke særlig avanceret. Den handler om dage, som er så fyldt med børn, job, indkøb, oprydning og madlavning, at der kun er ganske kort tid tilbage til sex.
»De fleste har helt almindelig sex lørdag aften og måske midt i ugen, hvis det går højt. Det foregår typisk i missionærstillingen, lige før de falder i søvn og varer cirka tre minutter. Så spørger han: Var det godt for dig skat. Så siger hun: Ja, sov godt. Og så sover de,« siger Per Holm Knudsen, som både er sexolog og vært på en af de mest omfattende sexbrevkasser, der findes på nettet.
Ifølge Maj Wismann skal man glemme alt om naboens sexliv og spørge sig selv. Er jeg tilfreds? Er min partner tilfreds? Hvis svaret er ja, er sexlivet godt.
Det handler om at nyde
Om det så ender i orgasmer med eller uden sprøjt er mindre vigtigt:
»Både mænd og kvinder er blevet så præstationsfikserede i sengen, at det kun handler om, at hun skal have en orgasme. Men det handler i virkeligheden om at nyde. Nyd kærligheden, nyd berøringen. I stedet for at tænke på naboerne og vennernes sexliv,« siger Karen Sveistrup.